Intuitiv baby-spisning
Skal din baby til starte på skemaden? Er du en lille smule forvirret over, hvornår det rigtige tidspunkt for opstart er?
Det kan jeg godt forstå, hvis du er. Jeg har mange forældre i min konsultation, som har rigtig mange spørgsmål om bl.a.:
- Hvilke tegn skal jeg kigge efter, når mit barn skal starte på skemaden?
- Sker der noget ved, at mit barn starter på skemad i en alder 4 måneder, selv om Sundhedsstyrelsen anbefaler fuld amning, indtil 6 måneder?
- Hvad er “det åbne vindue??”
Hvordan ved du, at dit barn er klar til skemad?
– Det er en forudsætning, at dit barn er over 4 måneder
– Når dit barn ihærdigt begynder at kigge eller række ud efter mad, når andre spiser.
– Når dit barn begynder at savle meget, når han/hun ser mad eller drikke.
– Når dit barn begynder at åbne munden eller smaske, når han/hun ser dig eller andre spise eller drikke.
– Når mælk ikke længere udelukkende mætter dit barn.
Det allerførste jeg vil sige til dig er: Det er DIT BARN, der er ekspert på, hvornår han/hun skal starte på skemaden. Din rolle er at lytte til dit barns signaler (og skabe gode måltidsrammer for dit barn).
Hvad er “det åbne vindue”?
Når ens baby er ca. 5-6 måneder, har han/hun udviklet nogle kognitive, motoriske og sociale færdigheder, som gør, at han/hun kan sidde op og spise og drikke. I denne periode vil ens baby også begynde at blive særligt nysgerrig og modtagelig for at prøve noget nyt.
Ifølge Sundhedsstyrelsen og WHO handler “det åbne vindue” om, at ens barn er særlig positiv overfor mad i en specifik periode, og “Det åbne vindue” vil vise sig hos barnet i 4-6 måneders alderen. Hvis man, i følge Sundhedsstyrelsen og WHO, sørger for at introducere skemad i denne periode, vil succesoplevelsen ofte være større for barnet. For i dette tidsrum er barnet nemlig HELT klar. Hvis man ikke rammer det åbne vindue, så kan ens barn få lidt sværere ved opstart af skemaden.
Jeg er ikke helt enig…Det fortæller jeg lidt mere om nedenfor.
Kan “det åbne vindue” lukke?
Ja, ifølge myndighederne kan det godt.
Jeg er dog ikke helt enig – og jeg bryder mig ikke helt om, at man så kategorisk taler om, at baby generelt for problemer med maden senere hen, hvis man ikke absolut sørger for at ramme “det åbne vindue”. Jeg tror ikke, at vores børns intuitive måde at spise på, hænger sådan sammen.
Alle babyer er forskellige – intuitiv baby-spisning
Der er (selvfølgelig) rigtig stor forskel på, hvornår babyers parathed overfor fast føde viser sig. Nogle babyer er klar fra 4 1/2 måneders alderen. Andre er klar fra 6 måneders alderen. Det er forskelligt fra barn til barn.
Derfor vil du aldrig høre mig anbefale, at det er bedst, at alle babyer går igang med skemaden, når de er 4 måneder, 5 måneder eller 6 måneder. Det er så utrolig forskelligt fra barn til barn.
Når der tales om, at “det åbne vindue” kan lukke i, så viser undersøgelser, at der primært er tale om skemad (dvs. hvor forældrene mader deres baby). Og det er rigtigt, at baby’er på over 6 måneder godt kan få problemer med skemaden, hvis de ikke vænner sig til denne før 6 måneders alderen.
Men det betyder jo ikke, at “det åbne vindue” lukker for mad generelt, bare fordi ens baby er 6 måneder og ikke vil have skemad.
Hvis man har en baby på 6 måneder, der ikke vil have skemad, så er det sandsynligvis fordi, at baby er klar til at sidde med maden selv (mere BLW (Baby Lead Weaning) og fingermad). Fra 6 måneders alderen bliver baby meget mere bevidst og nysgerrig, og der vil de gerne undersøge verdenen selv. Mange babyer trives med at spise selv uden at mor og far blander sig.
Mange babyer vil gerne både have mos og fingermad – bare de får lov til at sidde med det selv.
(Det er også fra 6 måneders alderen, at myndighederne anbefaler, at man går igang med fingermaden.)
Så når myndighederne taler om, at “Det åbne vindue” ikke åbent for evigt, så er jeg ikke enig. Det handler om barnets intuitive måde at spise på, og det er der flere afskygninger af.
Én ting er sikkert. Dit barn skal have stimuleret sin nysgerrighed overfor mad, når han/hun er klar. Om det så er når han/hun er 4, 5 eller 6 måneder – den eneste der kan fortælle dig det, det er dit barn.
Bare rolig, din baby skal nok lære at spise.
Mælk versus skemad
Man kan godt blive lidt forvirret, hvis ens barn pludselig viser tegn på at være klar til fast kost i 4 måneders alderen. For Sundhedstyrelsen anbefaler jo, at man ammer fuldt ud, indtil baby er 6 måneder.
Hvad gør man så?
Jeg anbefaler også, at man venter til omkring 6 måneders alderen – med mindre at ens baby er klar til mad før dét!
Og jeg er enig i, at man i første omgang skal forsøge at give mere modermælk/flaske. Og så lidt mere mælk igen.
Men hvis dit barn stadig er sulten og udviser tydelige tegn på at ville have familiens mad, så er det fordi, han/hun skal igang med skemaden.
Hvis dit barn er allergidisponeret, så er min anbefalinger de samme. Forsøg først at give mere mælk. Hvis det ikke er nok, og dit barn udviser tegn på at være klar til skemad (også selv om han/hun er 4 1/2 eller 5 måneder), så er det fordi, at skemaden skal introduceres.
Det er altid vigtigt, at man starter langsomt ud med skemaden, og at man starter med en god mild mos og grød.
Og vigtigst af alt: MAD ER ET TILBUD OG IKKE TVANG.
Derfor er flyvemaskinen og helikopteren fuldstændig bandlyst. Det er DIT barn, der fortæller dig, hvornår han/hun ikke vil have mere mad. Vender dit barn hovedet bort, er måltidet slut.
Og hvis man er i tvivl, om ens barn er klar til fast kost: SÅ VENT!
Det handler om madglæde
Der er desværre rigtig mange forældre, som oplever problemer omkring deres børns spisevaner – og udvikling. Det kan skyldes mange ting, bl.a. udfordringer omkring den mundmotoriske udvikling, særlig sensitivitet, at barnet generelt er småtspisende m.m. Men det kan også skyldes, at barnet ikke har haft den bedste opstart med skemaden.
Derfor er det vigtigt, at man lytter til sit barns signaler, når det handler om opstart af skemaden. Det handler om at give sit barn en nysgerrighed overfor mad, så han/hun får et naturligt og afslappet forhold til mad. Og det starter allerede ved de første par skefulde.
Kærligst
Charlotte
Ernæringsspecialist, forfatter og indehaver af Babybite.dk
Trænet i metoden Senquential Oral Sensory (S.O.S) approach to feeding therapy
Giv din baby masser af madglæde fra starten…
Har du brug for inspiration til, hvad du kan give din baby af milde begynder-opskrifter, de rer dejlige for maven? Eller er du utryg ved at skulle starte op med skemaden? Eller fingermaden?
Jeg har udviklet et helt særligt online spiseunivers til din baby (og dig). I BABYBITE BOXEN) kan du blive holdt kærligt i hånden, imens du kan lade dig inspirere omkring din babys madvaner og spisning ved hjælp af:
- Over 200 opskrifter specielt udviklet til baby (og familien)
- E-bøger
- Madplaner
- Artikler
- Ubegrænset brevkasse-rådgivning
- Adgang til et kærligt og hjertevarmt Facebook-forum med masser af videoer og sparring
