Sådan undgår du madkampe i juledagene - gode tips omkring børn og jul
BLOG /

Sådan undgår du madkampe i juledagene

Sådan undgår du madkampe i juledagene

 

Faste rammer
Sørg for at bevare noget hverdagsstruktur i juledagene. Der sker netop rigtig meget i juledagene, og det gør ofte, at vores børn hurtigt kan blive en smule overstimulerede. Og det sætter bl.a. sine spor på måltiderne. Børn trives bedst med struktur og rytmer, så se om du kan bevare nogle af de vante hverdagsrytmer de steder, hvor det kan lade sig gøre i juledagene.

 

Morgenmad gør glad
Mad, mad, mad…Juledagene er altid forbundet med masser af mad og søde sager.

Sørg for at alle juledagene starter med en god portion morgenmad. Det er ofte, det eneste måltid, som falder på det “rigtige” tidspunkt, da juleaften og julefrokoster godt kan forskyde både frokosten og aftensmaden en smule.

Og når der bliver rykket lidt rundt på hovedmåltiderne, så er nemt for dit barn i stedet at spise sig mæt i alle de søde sager, der altid står fremme i juledagene.

Derfor er det en rigtig god idé at give dit barn en god, sund portion morgenmad, så han/hun har lidt at stå imod med.

 

Sunde snacks
Stil frugt og grønt frem, så det er nemt og tilgængeligt for dit barn at spise af det i løbet af dagen.

 

Forventningsafstemning med din partner
Engang imellem er mor og far ikke helt enige om, hvor mange søde sager ens barn må få.

Det er en rigtig god idé at forventningsafstemme og blive enige med sin partner, inden juledagene for alvor melder sin ankomst. For jeres barn vil med garanti blive tilbudt søde sager i stor stil, når I er ude til julefrokoster eller andre julearrangementer.

I de situationer er det rart at være enige om, hvad “julegodte-strategien” er.

 

Hygge og slik
Søde sager er ofte lig med hygge. 

Men vis behov er det at servere søde sager? Hvis dit barn ikke er vant til det, så ved han/hun heller ikke, hvad han går glip af. .

Det kan være en rigtig god idé at nævne jeres “julegodte-strategi” for hele familien, hvis I på forhånd ved, at der er familiemedlemmer, som gerne vil forkæle jeres barn med lidt ekstra sødt.

 

Sæt grænser
Tal med dit barn på forhånd om, hvor meget kage og slik han/hun må få. Det er altid godt at have sat nogle grænser, inden tingene kommer på bordet. Det kan i mange tilfælde stadig være rigtig svært for dit barn at forstå, at “man ikke må tage alt i skålen”.  
Lad derfor være med at stille store skåle med slik og kager frem, for det frister bare.

Hvis dit barn bliver sur og ked af det, fordi han/hun ikke må få mere slik, så anerkend den følelse, samtidig med at du stadig holder fast i de grænser, der er blevet sat.

Fx “Ja, du vil gerne have mere slik”. Og så gå et andet sted hen med dit barn, imens han/hun græder færdig. Prøv med afledning. Fx “Se dér, skat. Der er MEGA mange julehjerter på juletræet. Hvem når først at finde fem julehjerter??” På den måde anerkender du dit barns følelser og fastholder samtidig de grænser, som I har sat.

 

Spis tidligt
Spis aftensmad tidligt juleaften, så dit barn også er frisk til at gå rundt om juletræet og pakke gaver op.

Aftal det på forhånd med dem I skal holde julen sammen med, så alle er indforståede med, at I fx spiser kl. 17 i stedet for kl. 18.

 

Aftensmad uden kamp
Juleaften glæder børnene sig til gaverne. De voksne glæder sig til julemaden (og ja, måske også gaverne). Men det er bestemt ikke aftensmaden, der er højdepunktet for børnene – som regel skal måltidet bare overstås, så det det kan blive gavetid.

Der er faktisk rigtig mange børn, som ikke bryder sig om julemad. For julemaden består bl.a. af skiveskåret kød, og mange børn har endnu ikke lært at spise kød med slags struktur endnu (og det kan både være et barn på 2 år og 10 år). Måske er kartoflerne og sovsen endda heller ikke et hit.

Hvis du på forhånd ved, at julemaden ikke er noget, som dit barn vil synes om, så lav 1-2 tallerkener med noget, som dit barn trives med at spise. Det skal ikke være store portioner, bare så der er lidt på bordet, der hitter. Det kan fx være en lille skål med pastaskruer, et par pølsesnacks, lidt avocado, lidt gulerødder, frikadeller – du ved, hvad der vil fungere bedst.

Hvis du sørger for at, der er mad på bordet, som dit barn kan lide, så bliver måltidet en succes for alle. Måltider (inkl. juleaften) handler om struktur, nærvær og glæde. Hvis der slet ikke er noget på bordet, som dit barn kan lide, bliver det i hvert fald ikke en succes for hverken dit barn eller dig selv. Du vil sandsynligvis være frustreret over, at dit barn ikke spiser noget. Dit barn vil gå i forsvar over, at du hele tiden blander dig… og så er magtkampen i gang. Det er bestemt ikke juleaften, at man skal tage kampene. 

En anden ting er, at de store følelser til denne sæelige aften, ofte stjæler appetitten. Derfor er rigtig mange børn reelt ikke sultne, når de sætter sig til bords. De er de til gengæld ofte, når de vågner dagen efter 🙂

 

Herudover får du en lille juleopgave af mig, som du kan afprøve juleaften i forbindelse med aftensmaden:

  1. Alle skal være glade og tilfredse, når I sætter jer til bords.
  2. Komplimenter gerne maden, men tal herefter om alle mulige andre dejlige ting også, så alt ikke handler om MAD. Træd ind i dit barns verden, og overvej, hvad der kunne være interessante emner for ham/hende at tale om. Fx: Har I besøgt nogle gode legepladser for nyligt? Hvilken leg i vuggeren/børnehaven er den bedste? Er der blevet lavet julepynt i skolen i år? Etc.
  3. Lad selv dit barn øse op (hvis han/hun er gammel nok – ellers hjælp på vej).
  4. Bland dig ikke i, hvor meget dit barn spiser af aftensmad. Det bestemmer dit barn helt selv.
  5. Er dit barn under 4 år, så lad ham gå fra bordet, når han begynder at blive rastløs
  6. Giv slip… slip kontrollen over dit barns måltid. Og nyd dit eget.

 

Husk på at der kan være flere årsager til, hvis dit barn ikke har den store appetit. Det kan være fordi, der er blevet små-spist løbende hele dagen af de godter, der har stået fremme. Men det kan også være fordi, at dit barn glæder sig sådan til gaverne. Det er helt ok!
Så længe du ved, at der er noget på bordet, som han/hun kan lide, for dette betyder, at dit barn har haft muligheden for ikke at gå sulten fra bords.

 

Køkkenet er IKKE lukket inden sengetid
Som nævnt ovenover, så er der rigtig mange børn, som ikke har appetit før alle gaverne er åbnet.

Til gengæld kan sulten melde sig, når roen og spændingen igen er ved at lægge sig, og det er helt ok. Der er ikke noget, der hedder, at køkkenet er lukket denne aften (det er der generelt aldrig, hvis du spørger mig).
Sig evt. til dit barn, at han/hun kan vælge imellem to ting (fx en rugbrødsmad eller lidt rester fra aftensmaden), inden han/hun går til køjs.

Så er alle glade og mætte, når dagen slutter.

 

Generelle julehits

Tyvstart på gaverne
Juleaftensdag kan godt være rigtig lang for de lidt større børn. Giv 1-2 gaver i løbet af formiddagen, så spændingen aftager lidt, og de har lidt at lege med, inden I når til aftenens højdepunkt, nemlig at åbne resten af julegaverne.

 

Overhold sengetiden
Bare fordi det er juleaften og dermed en helt særlig dag, så er der ingen grund til at jeres barn skal være oppe til kl. 22 eller 23 – her jeg taler om småbørn/yngre børn dvs. 0-6 år. Babyer  Det eneste der sker er, at de ender med at bryde sammen, fordi de er helt overvældede og fuldstændig udmattede ovenpå en meget lang dag.

Begynd i stedet julespisningen og gaveræset, så det i sidste ende kommer til at passe med børnenes sengetid.

 

Jeg håber, at du og familien får en fantastisk aften samme. Fuld af ro og nærvær. 

Kærligst
Charlotte

 

Har du brug for at starte det nye år med rolige og kærlige måltider? 

Så kan du tyvstarte allerede nu på mit 21 dages onlineforløb:
“Sådan undgår du magtkampe ved spisebordet”. 

Har du spørgsmål til forløbet? Så læg en besked i chatboxen (så får jeg besked med det samme :-)). 

Kærlige hilsner
Charlotte



Bookmark and Share




Forrige indlæg
Den bedste græskar/ingefær suppe
Næste Indlæg
Ellies peanutbutter-bolde






Læs næste indlæg
Den bedste græskar/ingefær suppe
Den bedste græskar/ingefær suppe Denne græskarsuppe er helt fantastisk. Den smager sødt og er samtidig mildt krydret...