De bedste ulvetime-brød
Kender du dét, når dit barn bliver ved med at hive dig i buksebenet og sige “Jeg er SULTEN”, efter I er kommet hjem fra institution/skole?
Selv om det nogle gange kan drive én til vanvid, kan man jo egentligt godt forstå dem, ik? Selvfølgelig er de sultne. De har været igang hele dagen, og måske ikke lige fået tanket ordentligt op på energi (mad). Og når de kommer hjem, ja så mærker de pludselig sulten i maven!
Jeg har udviklet en opskrift på nogle helt vidunderlige grovboller, som er perfekte til ulvetimen (og madpakken!). Sørg for at fylde fryseren, så du hurtigt kan have dem klar, når dit sultne barn står og hiver dig i buksebenet.
Ulvetime-brød
10-12 stk
Du skal bruge:
30 g gær
3 dl lunket vand (bland kogende vand med koldt vand)
2 dl kærnemælk
1/2 dl olivenolie
8-10 dadler
1/2 dl tørrede tranebær
1/2 dl rosiner
5 1/2 dl hvedemel
3 dl fuldkornsmel
1 æg til pensling
Havregryn, birkes, chiafrø eller kerner som drys
Opløs gæren i lunket vand. Fjern stenene fra dadlerne. Hak dadler, rosiner og tørrede tranebær groft og tilsæt dem gærblandingen sammen med kærnemælk og olie. Tilsæt melet lidt ad gangen og ælt så lang tid du orker (brug gerne en røremaskine, hvis du har sådan en).
Lad dejen hæve i 1 time.
Kom bagepapir på en bageplade og form 10-12 boller med en ske. Et smart trick er at dyppe skeen i et glas med koldt vand, hver gang du former en bolle. På den måde hænger dejen ikke nær så meget fast på skeen.
Lad dem efterhæve i ca. 20 og pensl dem herefter med æg. Kom til slut den type drys på boller, som dit barn kan lide.
Bag bollerne i en forvarmet ovn ved 175 grader i ca. 12-18 min. Der er meget stor forskel på, hvordan ovne varmer, derfor varierer bagetiden fra ovn til ovn. Tjek derfor løbende om bollerne er færdige.
Undgå ulvetimestress (og gør klar til madpakken)
Med mine nye print-ud ulvetime madplaner kan du slå MANGE fluer med ét smæk 🙂 Du kan forberede dig på ugens eftermiddage, når i kommer hjem fra institution/skole OG du kan forberede til madpakken samtidig.
Du finder ugeplanerne sammen med over 300 siders opskrift- og sundhedsinspiration i Børnebite boxen
