Panda muffins
Opskrift på 5 stk
Du skal bruge:
5 muffins (jeg bruger som regel chokolademuffins)
Hvid glasur:
2 dl flormelis
ca. 1 spsk citronsaft
Kakaoglasur:
1 dl flormelis
1 1/2 spsk ren kakaopulver
2-3 tsk vand
Tilbehør:
5 små, runde chokoladeknapper
20 større chokoladeknapper
2 fryseposer
Sådan gør du:
Lav dine favoritmuffins (du kan evt. bruge denne opskrift – den er skøn!). Skær toppen af muffinsne (så de bedre kan stå) og vend dem om, så du ender med at pynte bunden af kagerne. Det er nemmest, fordi overfladen som regel er helt jævn.
Lav den hvide glasur. Glasuren skal være rimelig fast (så den ikke flyder for meget ud) – tilsæt evt. lidt mere saft eller flormelis alt efter, hvad du synes virker som en god konsistens. Fordel herefter den hvide glasur på muffinsne med en ske eller kniv.
Brug de små chokoladeknapper som pandaernes næser. Af de store chokoladeknapper, laver du øjne og ører. Stik chokoladeørerne ned i selve muffinsne, så sidder de bedre fast.
Stil kagerne i køleskabet i ca. 30 minutter, indtil glasuren er helt stivnet. Lav kakaoglasuren. Kom resterne af den hvide glasur i én frysepose og kakaoglasuren i en anden frysepose. Klip et lille hul i hjørnet af hver pose. Lav pandaens øjne af den hvide og mørke glasur. Men lad den hvide glasur stivne, før du kommer den mørke glasur ovenpå.
Så er pandaerne klar til at blive spist.